Den gamle mand og stjernerne.

- beretning om Mads Clausens rejselegat - 2006-2007.

I efteråret var undertegnede så heldig at modtoge Danfoss Universe Mads Clausens rejselegat. Her fortælles om hvordan turen forløb.

Baggrund for turen var en livslang interesse for naturvidenskab, og især astronomi. Mine første astronomiske oplevelser havde jeg tilbage i 1960-erne - vi besøgte mine bedsteforældre på landet- og jeg skulle på en mørk og stjerneklar aften passere alene hen over gårdspladsen.

4 minutters optagelse - 100 ASA


Angsten meldte sig, dette ukendte, pludselig var her mere end hvad man kunne overskue.

Hvad gør den lille purk så ?

Jo, man tager benene på nakken , og stormer tudbrølende ind til bedstefar.

Min gamle bedstefar Johannes lo højt, naturen var skam ikke noget en rask dreng skulle være bange for.

Nu var Johannes en af de mange sønderjyder, som blev tvunget til tysk krigstjeneste 1914-18.

4 år i Frankrigs krigsrædsler blev det til - men midt under de lange nattevagter i skyttegravens mørke havde han fattet en levende, næsten religiøs interesse for naturen og dens nattehimmel.

Denne interesse søgte han at videregive, så efter at være blevet beroliget, blev jeg igen taget med ud under nattehimlen. Tingene blev vist og forklaret, og jeg blev efterhånden slæbt med ud til flere nætter med stjerneskud og nordlys.


Den tid hvor nattehimlens vidundere lader sig beundre synes dog fjern i vore hektiske tider.

Landsbladet bragte for år tilbage et interview med en københavnsk skolepige, som havde været på udveksling i Dybbøl. Hun blev spurgt om sine indtryk, og svarede at nætterne i Dybbøl havde været så "skræmmende mørke og stille".

For undertegnede er en mørk og rolig stjernenat i Dybbøl dog mindre skræmmende en selv den mest larmende nat på Nørrebro.

I starten af juli gik turen derfor til et af verdens tyndest befolkede områder, British Columbia, Canada. 32 mio mennesker lever her på et område der er 225 gange så stort som Danmark.

Og jagten på den mørke nattehimmel blev mere end opfyldt. Ankomsten var planlagt til starten af juli - vi havde på forhånd lejet en motorhome hjemmefra. Flyveturen var lang, men gik uden problemer.


Hele Europa lå som bekendt under et evig tæt skydække, så det var en befrielse at se

Grønland dukke op under en blå himmel .

Efter en enkelt nat i Calgary fik vi udleveret vores motorhome, og kørte straks ud i Rocky Mountains.


Og Canada er et enestående land hvad angår naturen, de mange nationalparker i British Columbia har campingpladser med herligt øde forhold.

Nær et sted med det betryggende navn "Dead Man's Flats" advarede parkens rangere samt flere håndskrevne opslag mod en bestemt nærgående bjørn i området - hvert år dræbes turister af bjørne, som har vænnet sig til om natten at søge efter nem føde i skraldespande, telte m.m....

Mange opslag i de canadiske byer advarer derfor om hårde straffe til evt. skovsvin !

Canadas natur er imponerende - både om dagen og om natten.

180 sec - 100 ASA.

Mørket faldt på, og forfatteren overlevede - trods myggene og skovens skræmmende lyde.

Dagen efter gik det nordpå mod Clearwater - himlen var blevet overskyet. Luften var tung af røg fra de mange skovbrande, som hærger Canada hvert år - men efter lang tids forgæves søgen fandt vi endelig et sted at overnatte: ejeren af "Black Horse Saloon" gav os lov til at campere bag ved den gamle lade.

Canadas tørre luft giver dels en klar astronomisk sigtbarhed, dels får den træværket til at holde i generationer

Natten klarede op trods ildslukningsarbejdet i nærheden, og sjældent har jeg set så mange stjerner.

3 minutters optagelse - området nær svanen

5 min optagelse af samme område, 400 ASA


Ikke alle nætter på turen var selvsagt lige klare, ofte kom skyerne rullende ved solnedgang, og en enkelt nat var vi ude for et frygteligt tordenvejr, med mere end 100 lyn i minuttet !


Turen sluttede i Kimberley, Canadas højest beliggende by.

Nætterne blev igen klare, og vi fandt et herligt mørkt og ensomt sted ved en nedlagt militær flyveplads fra 1940-erne.

Mange sjældne naturoplevelser blev det til i disse canadiske nætter - blandt andet bemærkede jeg for første gang mælkevejen strække sig 180 grader, fra horisont til horisont (fra Cassiopeja/Perseus i Nordøst til Sydvest).


Himlen mod nord lige efter solnedgang

Cassiopeja ses nær mælkevejen som et lodret "w" øverst til højre.

120 sec optagelse - 400 ASA


Vores mælkevej består har som bekendt af 4 arme, der snoer sig omkring et centrum. Set fra den nordlige halvkugle får vi øje på især en arm, "Perseus armen". Rejser man sydpå vil armene pege mod mælkevejens centrum "Sagittarius" - også kaldet "Thepotten"


Ingen tvivl, for mig personligt blev den nattehimmel min bedstefar Johannes introducerede mig for en sjælden øjenåbner til naturen, naturvidenskaben og den skønhed.


Mange taler i disse år om "flugten fra naturvidenskab". Er det igen os lærere, der er for dårlige, eller hvad ?

For år tilbage, mens gymnasiereformen stadigvæk var i støbeskeen, reagerede jeg på et læserbrev forfattet ved et fremtrædende folketingsmedlem af partiet Venstre. Læserbrevet var egentlig ganske fornuftigt formuleret, og omtalte nødvendigheden af at give ungdommen et levende indtryk af naturvidenskaben.

Jeg vedlagde min mail nogle links til elevprojekter

samt astronomifotos optaget ved mine elever, og spurgte forsigtigt om man ikke kunne sikre at faget astronomi fortsatte efter den planlagte reform.

Straks kom det (skuffende) svar, at vedkommende agtede at kæmpe en ihærdig kamp for at styrke - hold nu fast : "faget astroLOgi i gymnasiet".

Uvidenhed finder man desværre over hele partilinjen - men skuffende var det, at en af de toneangivende meningsdannere i gymnasiereformen ikke anede at der var forskel på astronomi og astrologi. Jeg svarede derfor blot venligt, at lige netop astroLOgi IKKE var hvad jeg havde haft i tankerne.

Reaktionen udeblev selvfølgelig, og at dømme efter gymnasiereformens forløb faldt faget astronomi ganske udenfor politikernes smag.

Vi skal jo alle spare, ikke sandt ?

Og blot fordi et par begavede elever måtte fattet lidt interesse i astronomi/naturvidenskab, må man jo endelig ikke forvente at der bliver produceret hverken flere flæskesider, popstars eller stegepander, nej vel ?

Jo tak, midt i denne tid med alle dens politiske hurrah-råb om "proces- og målopfyldelsesevalueringer, kvalitetsreformer, kompetence- og målsætningplaner" savner man stilheden og stjernerne i Canada..


600 sek belysning, 400 ASA

IMG_094X5min
Billederne i denne artikel er primært af mælkevejen nær cygnus, eller "svanen". Stjernernes afstand er typisk op til 2000 lysår.

I 1860-erne foretog Friedrich Argelander den første moderne opmåling af nattehimlen, "Bonner Durchmusterung". Metoden var ganske simpel, man betragtede himlen i en fast monteret kikkert - og lod jordens rotation drive stjernerne forbi.

Hver gang en stjerne passerede trådkorset blev der trampet i gulvet. En assistent sad nedenunder i varmen, og noterede klokkeslet for hvert tramp - ud fra disse kunne man senere beregne stjernernes position. Men Argelander fremhævede netop området nær Svanen som særligt stressende - astronomen måtte her trampe i gulvet mere end 2000 gange i timen !
Under alle omstændigheder - en varm tak til de 23 private fonde, som i årenes løb har turdet støtte os.

3x2 minutter - 400 ASA.


15x2 minutters optagelse, 400 ASA


Mogens Winther
Nydamvej 10
6400 Sønderborg - mogens-winther@get2net.dk



480 sek belysning, 100 ASA



Rejsetips, udstyr med mere kan man læse om på www.ags.dk/as/bc-2007


Rejsetips med mere.

Canada er glimrende land til campering, mange canadiske nationalparks har primitive lejrpladser fjernt fra byens lys og larm. Se links i f.eks. denne side : "BC Google"

Fototeknik.

Som bekendt drejer himlen 1 omgang på 24 timer. På samme måde som solen står op i øst og går ned i vest bevæger stjernerne sig.

Det er derfor umuligt at langtidseksponere nattehimlen, uden at træerne bliver udtværede.

360 sek optagelse uden motorbevægelse, træerne er skarpt aftegnede, men himlen er til gengæld udtværet. 400 ASA. evt. i denne udgave i stedet ?

Man er derfor nødt til at kompensere via et 24 timers motordrev, som følger himlens bevægelse.

Mit valg faldt på en billig og transportabelt 1000 kroners motorstyret kikkert med stativ - en såkaldt Meade ETX-70 på tilbud fra www.LIDL.dk . Her blev vidvinkel fotokameraet monteret paralllelt med kikkerten - en såkaldt "piggy-back montering".

Man kan købe dyre Meade kameraadaptere, men jeg valgte blot at fæstne kameraet til kikkerten med to stk såkaldte vægholdere til 75 mm nedløbsrør (nylon).

En ulempe var dog motorernes ringe styrke - udstyret bør være i næsten perfekt balance for at kunne manøvrere.

Man bør ved købet kontrollere at der ikke er løse forbindelser - giv især polskoene et tryk med en tang så de klemmer omkring batteriet.

Opladelige batterier samt en 12 volt -> 220 volt omformer (300 kr tilbud fra Aldi) vil være en stor hjælp til alle de opladere, man måtte medbringe.

Endvidere er det en god ide at medbringe en bærbar pc - kameraets hukommelseskort løber hurtigt over - vi optog mere end 5 Gigabyte astronomiske billeder på turen. Bedst er det om man kan se billederne direkte på skærmen i stedet for kameraets display - derved afsløres evt. fejl med det samme.

Kikkerten indstilles efter nordstjernen - evt. via en laserpointer

Kameraet blev valgt med omhu - et digitalt støjsvagt kamera af typen Canon - kombineret med 15 mm vidvinkeloptik. Kameraet er en af de hyppigste bidragsydere til billedgalleriet i www.spaceweather.com

Man bør endvidere investere i en fjernbetjening / tidskontroller - en såkaldt "TC-80N3" - dette er et absolut must i de mørke nætter.

Billederne bør optages i det såkaldte "12 bit raw" format, bedst er nok 400 ASA og 3 minutter - og efterfølgende reduceres i den rette software - en nem mulighed er at downloade 30 dages gratis "trial" versionerne fra Maxim samt Photoshop.

Praktiske vink - MaximDSLR programmet kan godt være ret "nørdet" - men flere brugbare tricks findes hos Maxim og på denne amerikanske side.

Andre sværger til gratis programmet IRIS


Et par links til dem - som fortsat tør betragte nattehimlen

Nasa Star Child - undervisningsside for børn
Nattehimlen - året igennem

Nordlys over nettet - email varsler

Nordlys målinger til din wap mobil telefon

Mobiltelefoner af den såkaldte tri-band GSM type virker fint til SMS m.m. i de fleste canadiske byer - men i ødemarken skal man ikke regne med nogen dækning.

Vælger man at leje et motorhome - findes der et væld af udbydere - men reservation bør alligevel ske i god tid hjemmefra.